Kirkholm Maskiningeniører i Scion DTU Hørsholm har valideret designet med beregninger af aerodynamikken omkring bilen.
På den sikre side med simuleringer
Kirkholm Maskiningeniører kan bryste sig af at spille en rolle i udviklingen af Agile-raceren. Det er en bekostelig affære at producere biler, og det er vigtigt, at alt fungerer optimalt. For at validere designet, tydeliggøre potentielle risici og øge bilens performance, har Kirkholm Maskiningeniører simuleret aerodynamikken på bilen. Det vil sige, at maskiningeniørerne har lavet CFD- eller computational fluid dynamics-analyser.
– Det er dyrt at producere prototyper – og det er særligt dyrt, når der er tale om kulfiber og biler, hvor der skal laves støbeforme. For at undgå det kan man med fordel bruge CFD-beregninger, forklarer Jacob Mac Rygaard, der har lavet simuleringerne på raceren, og fortsætter:
– Når simuleringsresultaterne analyseres, er det nemt og simpelt at få et helt præcist billede af fx flow-strømninger og overfladetryk – i modsætning til prototypetest, der ofte kræver dyrt måleudstyr og er tidskrævende. Det er altså ideelt at bruge simuleringer, hvis man vil forbedre og optimere sit design. De simuleringer, vi har lavet på bilen, viser blandt andet, hvor vinden rammer køreren – og det stemmer godt overens med senere fysiske test, forklarer CFD-eksperten, der ser frem til, at der kommer flere opgaver fra Agile Automotive.