24 april 2020
Artikel

Hjælp til små og mellemstore virksomheder under corona-krisen

Industriens Fond har igangsat en målrettet indsats, der skal sikre fremtiden for danske små og mellemstore virksomheder, efter corona-krisen.

Vi vil gerne bidrage til, at der kommer nogle toptunede virksomheder ud på den anden side. Virksomheder, som har udviklet sig og styrket konkurrenceevnen, og som vil være i stand til hurtigt at øge omsætningen Tomas Hofman-Bang Adm. direktør Industriens Fond

DTU Science Park er et community, hvor startups, scale-ups og etablerede virksomheder udveksler viden og erfaringer på tværs. Men selvom denne løbende sparring blandt virksomhederne kan være en kæmpe hjælp, især for startups, men også til udvikling af nye ideér for mellemstore virksomheder, så kæmper mange danske virksomheder, både inde og uden for DTU Science Park, en hård kamp for overlevelse under corona-krisen.

For at redde så mange SMV’er som overhovedet muligt, igangsætter Industriens Fond nu en målrettet indsats, der skal sikre danske SMV’ers konkurrenceevne under og efter corona-krisen. Formålet med denne indsats er at danske SMV’er kommer bedst igennem krisen og herefter er klar til at være aktive medspillere i at få samfundet i gang igen.

Ledig kapacitet til at gentænke forretning

Helt konkret er planen for Industriens Fond at igangsætte to nye initiativer. På den korte bane iværksættes en akut indsats med hjælp til danske virksomheder og samtidig efterspørges der også projektidéer og forslag til nye indsatser, som skal hjælpe virksomhederne i gang, når vi når om på den anden side af corona-krisen. Industriens Fond samarbejder med erhvervsorganisationen Dansk Industri, som hjælper med at få indsatsen hurtigere ud til virksomhederne.

Sten Scheibye, som er bestyrelsesformand i Industriens Fond, fortæller:

”Der vil være virksomheder, der netop nu kan bruge ledig kapacitet til at gentænke forretningen. Det kan handle om udvikling af nye produkter og processer i virksomheden, men det kan også handle om innovative tiltag i forhold til værdikæden, salget eller digitalisering af virksomheden. Der er mange muligheder og mange steder at sætte ind. Og her håber vi at kunne bidrage med virksomhedsnær hjælp”.

Industriens Fond afsætter 150 millioner kroner til især små og mellemstore virksomheder, som vil bruge deres tid på forretningsudvikling, under corona-krisen.

”Vi vil gerne bidrage til, at der kommer nogle toptunede virksomheder ud på den anden side. Virksomheder, som har udviklet sig og styrket konkurrenceevnen, og som vil være i stand til hurtigt at øge omsætningen” fortæller Tomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond.

Læs meget mere om indsatsen på hjemmesiden her