At gå fra at være studerende med en god idé til et startup med bundseriøse investorer kan være noget af en udfordring.
Det ved DTU-startuppet Acembee, der står bag en IoT-løsning, som tackler byggepladsernes strømudfordringer uden for arbejdstiden, om nogen.
Selvom stifterne i dag nyder stor succes, tog det noget tid, før Oline Stærke og Holger Bregnhøi formåede at skrue idéen, der opstod under studietiden på DTU, sammen på den helt rigtige måde. Vendepunktet kom, da iværksætterne blev optaget i acceleratorprogrammet Danish Tech Challenge.
“Under programmet udviklede vi os fra at være to studerende, der nørder, til at blive en reel virksomhed. Vi fik hjælp til alt det juridiske, fik kontakt til investorer og blev eksponeret overfor omverdenen. Der kom styr på vores penalhus, om så at sige,” fortæller Oline Stærke.
Hun har sammen med sin medstifter udviklet et populært proptech-værktøj, der intelligent slukker for maskiner og varme og dæmper lyset på byggepladsen, når det ikke er i brug, for at forhindre strømsvigt og samtidig reducere udledning og omkostninger.
IoT-løsningen reducerer strømforbruget med op til 40 procent og sænker CO2-udledningen og driftsomkostningerne, anslår startuppet selv. Men det tog noget tid at finde den rigtige formel for, hvordan produkt og forretningsplan skulle flugte, fortæller Oline Stærke.
”Det krævede rigtig meget arbejde hos Danish Tech Challenge, men vi fik også rigtig meget igen. Vi startede ud som et system for alle, der kunne bygge et IoT-produkt, men gennem forløbet fandt vi ud af, at vi i højere grad skulle segmentere og henvende os til en specifik målgruppe. Vi gik fra tilbyde en teknologi til at blive en løsning.”
Danish Tech Challenge
- Danish Tech Challenge er et fem måneders intensivt program, hvor deltagerne får adgang til sparring med rådgivere og mentorer, prototypeværksted, investorer og en hovedpræmie på 500.000 kroner sponsoreret af Jyske Bank.
- Danish Tech Challenge blev lanceret i 2014 som et udviklingsforløb målrettet teknologiske hardware-iværksættere, der arbejder med at bringe nye, fysiske produkter til markedet.
- Over 100 hardware startups ansøger hvert år. Og 15 bliver udvalgt til at starte i programmet.
- Programmet køres af DTU Science Park med support fra Jyske Bank.
- Ansøg om at blive en del af Danish Tech Challenge.
Virksomheden blev voksen
Efter at have gennemført forløbet, voksede Acembee hurtigt til i alt otte medarbejdere. Kort efter Danish Tech Challenge lukkede stifterne deres første investeringsrunde. Og timingen var ikke tilfældig, fortæller Oline Stærke.
”Gennem forløbet gennemgik vi en række processer, der professionaliserede os og gjorde, at vi med ro i maven kunne gå til investorer. Og så endte det endda med at være en af de investorer, Danish Tech Challenge skabte kontakt til, som vi rejste kapital fra.”
I dag har startuppet fart på. De har indgået aftaler med byggepladser under MT Højgaard, Enemærke & Petersen og Københavns Kommune og forventer kun, at det går én vej i fremtiden, forklarer Oline Stærke.
”Lige nu skalerer vi og vækster rigtig meget. Jeg kan klart sige, at vi har fundet det rigtige product/market-fit. Så nu skal vi ud på en masse byggepladser og gøre klar til en ny investeringsrunde. Missionen er at blive branchestandard i Nordeuropa.”
Artiklen er udgivet i samarbejde med TechSavvy.