Det er nemt at lade sig inspirere til at starte egen virksomhed, når man træder inden for i Futurebox. De rå containerlokaler rummer så mange finurlige opfindelser og iværksættere, hvis energi og drivkraft smitter som skoldkopper.
Bare spørg kronprinsen.
Efter en rundtur i boksen med stop undervejs på Measurelets teknologiske toilet, i prototypeværkstedet med Optoceutics’ lysterapiteknologi og i loungen, hvor Læsø Zostera har installeret ålegræs til forbedring af akustikken, udbrød dagens æresgæst begejstret under frokosten, at havde han bare været 20 år yngre, så ville han også springe ud som iværksætter.
Forsmag på finalen
H.K.H. Kronprinsen nåede også at snige sig med på et 1:1-møde med drengene fra SUND FORLUFT, som har udviklet et apparat, der visualiserer kvaliteten af indendørsklimaet og fortæller, hvornår der skal luftes ud. Her var der brug for en sidste finpudsning af det slide deck, der skal sendes til juryen inden udvælgelse til semifinalen i Danish Tech Challenge.
Kronprinsen kvitterede med en gul smiley, som betyder, at Kristoffer og Valdemar stadig har lidt arbejde foran dem, hvis de skal være med i den store finale til januar, hvor vinderen af Danish Tech Challenge kåres.
Det er netop kronprinsen, der, ligesom sidste år, udråber vinderen og overrækker Industriens Fonds Iværksætterpis på 500.000 kr. til DTC Awardshow, som afholdes på The Plant på Amager.
Og hvis han i mellemtiden skulle have fundet på en god forretningsidé, skal han huske på, hvad Camilla Gilbro, som er ansvarlig for Danish Tech Challenge, svarede kronprinsen under frokosten: ”Det er faktisk oftest founders, som er over 45 år, der klarer sig bedst. Så det er aldrig for sent at blive iværksætter.”