Bioneer og Visiopharm samarbejder om at udbrede kendskabet til ny teknologi i Danmark

En ny avanceret teknologi er omdrejningspunktet for et samarbejde mellem life science-virksomhederne Bioneer og Visiopharm. Teknologien kan give et langt mere detaljeret svar, når man undersøger væsker som fx blod og urin eller vævsprøver. Bioneer og Visiopharm, som begge ligger i DTU Science Park, er gået sammen om at udbrede kendskabet til teknologien i Danmark. I februar afholdte de et seminar i Søhuset Konferencecenter sammen med AH diagnostics. Her satte de fokus på teknologien, som er udviklet af amerikanske Fluidigm.

Fluidigm er kendt for deres massespektrometer, som måler, hvor meget af et bestemt protein, der er i en opløsning som fx blod eller urin. Det særlige ved Fluidigms teknologi er, at den i en enkelt prøve kan skelne mellem langt flere forskellige proteiner end andre metoder.

”Tredive forskellige antistoffer kan mærkes med hver sit metal, så tilstedeværelsen af 30 forskellige proteiner kan analyseres samtidigt. Og så er vi pludselig i en ny dimension i det, vi kalder multiplexing, hvor vi måler forskellige proteiner på samme tid i den samme prøve,” siger Boye Schnack Nielsen, Business & Research Manager i Bioneer.

Den nye teknologi giver flere og mere detaljerede data. Det følger en generel tendens, som ses på tværs af teknologier og brancher, hvor værdien af big data vinder frem.

”Gennem Fluidigms teknologi kan man få langt flere data end det har været muligt med andre teknologier. Og det kan bruges til alt fra forskning til diagnosticering. Det er meget det, der ligger i tiden, at man har teknologier, der er dygtigere til at gå mere i detaljer, så man får større omfang af data,” supplerer Lovisa M. Sunesson, Sales & Business Development Manager i Bioneer.

Vil udbrede kendskabet i Danmark

Fluidigms teknologi er endnu ikke taget i brug i Danmark, selvom om den har været anvendt gennem flere år i USA og også i både Sverige og Norge.

”Vi vil gerne have teknologien til Bioneer, men vi er nødt til at undersøge, om der er interesse for at anvende den blandt andre virksomheder og forskningsinstitutioner i Danmark. Derfor inviterede vi personer fra relevante virksomheder, hospitaler og universiteter, som kunne være potentielle interessenter, til seminaret i Søhuset. Seminaret har givet os kendskab til nogle af dem, der har vist interesse og gerne vil tage dialogen videre i forhold til at samarbejde om at få Fluidigms apparatur til Danmark,” siger Lovisa M. Sunesson.

Det er helt centralt, at Fluidigms teknologi også kan bruges på vævssnit, hvor fordelene ved at kunne mærke flere antistoffer gør, at man også fra vævsprøver kan få langt mere data end med andre teknologier. Bioneers samarbejde med Visiopharm kom i stand, da Bioneer fandt ud af, at Visiopharm har udviklet et program, der kan analysere de data fra vævsnit, der kommer ud af et Fluidigm-instrument: ”Og så gav det sig selv, at selvfølgelig skulle vi prøve at arbejde sammen om det her. For det, der mangler i Danmark for Fluidigms teknologi, det er kendskab til, at denne her teknologi eksisterer. Vi gik derfor sammen med Visiopharm, AH diagnostics og Fluidigm om at lave et seminar i Søhuset Konferencecenter, hvor vi fortalte om, hvad teknologien kan,” siger Boye Schnack Nielsen.

Fordel at være tæt på andre lignende virksomheder

For Bioneer er det en fordel rent geografisk at ligge tæt på andre lignende virksomheder som fx Visiopharm, da det gør samarbejde nemmere:

”Vi samarbejder med flere virksomheder i DTU Science Park, og det er fantastisk, at vi er så tæt. Vi kan lige gå over til en anden virksomhed og tage en snak, og vi har også nogle fra de andre virksomheder, som lige kommer over til os, og så kan vi lige kigge i mikroskopet sammen og se på data,” slutter Boye Schnack Nielsen.

Se flere Deep Tech insights