DTU Science Park giver gymnasieelever en smagsprøve på dagligdagen i en forskerpark

Torsdag den 8. marts inviterede forskerparken DTU Science Park traditionen tro naturfaglige gymnasieelever inden for i Forskerparken i Hørsholm til den årlige begivenhed Forskningens Dag. 180 spændte elever samt deres lærere fra lokale nordsjællandske gymnasier var mødt op for at besøge nogle af Danmarks mest forskningstunge virksomheder. Formålet var at slå et slag for forskning men også at udfordre, inspirere og begejstre eleverne inden for det naturvidenskabelige felt og vise, hvordan teori kan omsættes til praksis.

Forskningens mange muligheder

Dagen startede ud med et interessant oplæg om iværksætteri og om en iværksætters rejse fra forskning til forretning. Herefter blev eleverne budt indenfor hos fem forskellige virksomheder, Chr. Hansen, DHI, ALK, Roche og FMC, og oplevede forskning i mange former; lige fra at nærstudere celler og molekyler, møde kæledyr i form af husstøvsmider samt lære om vandets stærke kraft, som i dag ofte kræver øget kystsikring.

Spørgelystne elever

Det var 180 spørgelystne og interesserede elever, som mødte op for at få et indblik i en dagligdag i en forskerpark og muligheden for at ”få hænderne ned i mulden” og få lov til for en kort stund at prøve at arbejde med forskning i praksis.

Én af de mange elever, som fik et stort udbytte af dagen var Cecilie Lindberg fra Nærum Gymnasium: ”Det har været spændende. Alle forskere virkede meget engagerede, og de var gode til at forklare deres arbejde, så man kunne forstå det”. Jeppe Friedrichsen fra Nærum Gymnasium supplerer: ”Det var også fedt at få lov til at prøve forskning i praksis”.

Fremtidens forskerspirer

Der var ikke kun glæde at spore hos gymnasieeleverne, også virksomhederne var begejstrede over at deltage i Forskningens Dag for på den måde at få mulighed for at inspirere de unge.

”Det har at gøre med at vi jo beskæftiger os med forskning og samtidigt, at vi jo faktisk er forpligtet til at dele ud af vores viden, og det er jo en god måde at gøre det på til de kommende generationer” udtaler Hanne Bertelsen fra DHI.

Forhåbentlig plantede DTU Science Park nogle forskerspirer blandt de 180 elever. Både forskningsvirksomhederne og DTU Science Park satte stor pris på de besøgende gymnasieklassers engagement og interesse for forskning og ser frem til at gentage succesen igen næste år.