Milepæl nået: 68 forskningssamarbejder på fire år

Målet var 68 etablerede samarbejder mellem virksomheder og DTU-forskere – et mål, som nu er nået for vækstprogrammet Smart Innovation, som drives af DTU Science Park med finansiering fra EU's strukturfonde. Programmet hjælper virksomheder til kommerciel succes ved at facilitere samarbejder med forskere fra DTU og sørge for omfattende rådgivning om forretningsudvikling.

”Smart Innovation nåede ved udgangen af 2018 en væsentlig milepæl – vi har igangsat samarbejde mellem virksomhed og DTU-forsker nr. 68. Det er målet for Smart Innovation, og det, som vi har arbejdet for de seneste fire år. De seneste fire år har mange mennesker, virksomheder, viden og teknologi været aktiveret, og det er der indtil videre kommet mange højteknologiske løsninger ud af,” fortæller projektleder for programmet, Peter Jespersen.

MiWire: ”Vi er dybt afhængige af vores DTU-samarbejde”

En af de virksomheder, som for nyligt er blevet en del af Smart Innovation, er startuppen MiWire. MiWire har udviklet en antenne, som automatisk retter sig mod eksisterende mobilmaster og forstærker signalet og dermed yder op til 10 gange hurtigere forbindelse end en traditionel løsning. Virksomheden kom i kontakt med Smart Innovation-teamet i forbindelse med deres deltagelse i Danish Tech Challenge og kunne med det samme se, at samarbejdet med specialiserede forskere fra DTU var afgørende for deres videre udvikling:

”Det var afgørende for os, at vi hurtigt, efter vi blev en del af Danish Tech Challenge, også blev en del af Smart Innovation, som har hjulpet os til et samarbejde med DTU Fotonik,” siger David Fleischer, CEO i MiWire, og uddyber:

”DTU Fotonik besidder nogle kompetencer, som er så dybt inde i teleinfrastrukturen, som kun meget få i hele landet forstår sig på. Lige præcis dét at forstå 4G- og LTE-protokollen dybt – det er der meget få der gør. Det gør de på DTU Fotonik, og det er unikt for os at have de resurser i forhold til vores udvikling. Vi har fået hjælp til nogle styringsalgoritmer, som er bidende nødvendige for at kunne lave den funktionalitet i vores produkt, som vi ønsker,” siger David Fleischer.

Skal samarbejde om kommende produkt

Og samarbejdet er kun lige begyndt. David Fleischer har store forventninger til det videre samarbejde i forhold til MiWires kommende produkt, MiWire Sea, som er et maritimt produkt:

”Vi er slet ikke i mål endnu, vi er kun lige nu begyndt at skrabe i overfladen i forhold til, hvad vi kan. Men samarbejdet med DTU Fotonik giver allerede rigtig gode resultater. Vi ser det som et udviklingsforløb, som aldrig stopper,” understreger David Fleischer.

Kommer til at skabe endnu flere samarbejder

Selvom milepælen for Smart Innovation nu er nået, betyder det ikke, at det er slut med at facilitere samarbejder med DTU. De gode erfaringer skal der bygges videre på:

”Vi skal nu have de sidste forløb faciliteret til ende og samlet op på alt, herunder hvordan vi bygger videre på vores erfaringer og fortsætter med at bygge bro til DTU til fordel for virksomhederne i DTU Science Park,” slutter Peter Jespersen.

Læs mere om Smart Innovation her