“Vi er helt overvældede. Jeg havde slet ikke set det – jeg syntes, at vi alle sammen var så tæt på hinanden, at jeg ikke kunne forudsige, hvem det skulle være,” sagde en overrasket co-founder i Ecoblaq, Mikala Poulsen, umiddelbart efter prisoverrækkelsen.
”Nu står vi her med 500.000 kr., og det giver os god tid til dialogerne med investorerne, så vi ikke skal skynde noget igennem, og vi kan sørge for, at det lander på en klog og fornuftig måde, som bringer os videre ind i fremtiden på en klog måde,” tilføjer den anden co-founder i Ecoblaq, Eskil Hardt.
Det virker magisk at kunne farve træ uden brug af maling, men med Ecoblaqs teknologi ændres molekylerne i træets overflade, hvilket indfarver træet helt uden brug af maling, plastik eller andre giftstoffer. Med startuppens løsning kan produktionen af fx træmøbler gøres væsentligt mere effektiv og mindre belastende for klimaet:
”Der to ting, som gør maling et problem for industrien: Det er mængden af mikroplast, og det er, at der er en barriere for at indgå i en cirkulær økonomi. De overlever ikke de her virksomheder (i industrien, red.), uden at de kan få deres produktion til at indgå i en proces, hvor de genbruger træ. For vi har ikke træ nok, og vi skal også lade nogen af træerne stå”, siger Mikala Poulsen.
Fysiske produkter tager føringen i en digital tidsalder
Selv om innovationslandskabet i mange år har været domineret af digitale løsninger, viser årets Danish Tech Challenge igen, at teknologitung hardware fortsat er afgørende for at løse verdens mest presserende udfordringer.
Siden programmets start i 2014 har mere end 230 hardware‑startups været igennem Danish Tech Challenge, som hvert år udvælger 15–20 lovende virksomheder blandt op mod 80 ansøgere. CEO i DTU Science Park, Steen Donner, understreger, hvorfor hardware stadig er helt centralt:
”Deltagerne i årets sæson arbejder med fysiske produkter inden for blandt andet forsvarsteknologi, medicoteknologi, grøn teknologi og hardware med AI. Med andre ord afspejler de teknologier, vi får ind, tydeligt den omkringliggende verden og den geopolitiske situation, vi står i. Og igen i år får vi bekræftet, hvorfor det stadig er nødvendigt med et program som Danish Tech Challenge, der arbejder med hardware: Vi kan ikke løse verdens problemer, hverken inden for forsvar, sundhed eller den grønne agenda, med udelukkende digitale produkter – vi har brug for de fysiske produkter,” siger Steen Donner.
Komplekse teknologier – og en lang vej til markedet
Årets felt har været usædvanligt forskningsbaseret: Næsten halvdelen af deltagerne kommer fra DTU, mens resten blandt andet tæller startups fra Københavns Universitet, Lunds Universitet og Biomedical Design.
”For disse teknologitunge virksomheder er rejsen som startup lang. Der er brug for betydelige investeringer, udviklingstiden er lang, og det tager tid at komme på markedet. Den hjælp, vi giver dem i Danish Tech Challenge, er et godt skub på vejen, og vi ved fra både investorer og rådgivere, at virksomhederne står langt stærkere efter forløbet,” siger Steen Donner.
Investorer søger mod startups, der gør en reel forskel i verden
De seneste år har investorer i stigende grad rettet blikket mod teknologier, der skaber målbare forbedringer inden for klima, sundhed og sikkerhed — og dermed væk fra de rene digitale forretningsmodeller.
Denne udvikling mærker Jyske Bank tydeligt gennem sit flerårige partnerskab med DTU Science Park hvor bankens investeringsvillige kunder får mulighed for at møde en bred pipeline af deep tech‑virksomheder.
”Danish Tech Challenge giver os adgang til nogle af landets mest visionære hardware‑iværksættere. Det er virksomheder, der ikke bare bygger gode forretninger – de bygger løsninger, der flytter verden i den rigtige retning. Som bank vil vi gerne være med dér, hvor man kan skabe reel forandring, og hvor kapital kan gøre en konkret forskel i udviklingen af ny teknologi,” siger bankdirektør i Jyske Bank med ansvar for digitalisering og drift, Peter Trier Schleidt.
Partnerskabet har gennem årene udviklet sig til at omfatte både sponsorat, prisuddeling og fælles pitchevents.
”Vi oplever en markant stigende interesse blandt vores kunder for teknologitunge startups. Med Danish Tech Challenge kan vi præsentere dem for innovationskraft, de ellers skal andre steder hen for at finde. Det skaber værdi for investorerne – og vigtigst af alt for de virksomheder, der har brug for kapital for at komme ud i verden,” slutter Peter Trier Schleidt.
Om Danish Tech Challenge
- Danish Tech Challenge er et fem måneders intensivt program i DTU Science Park for teknologiske hardware‑iværksættere, der arbejder med at bringe nye, fysiske produkter til markedet
- Deltagerne får adgang til rådgivere, mentorer, investorer – og muligheden for at vinde Jyske Banks Innovation Award på 500.000 kroner.
- Programmet blev lanceret i 2014 og gennemføres i et samarbejde mellem Jyske Bank og DTU Science Park.
For mere info:
Louise Kammacher, Head of Marketing and Communications i DTU Science Park
Telefon: 20 74 74 21, Email: [email protected]