27 maj 2025
Artikel

Fandt investor til pitch-event hos Jyske Bank: “Vi har ikke kun brug for penge – vi har brug for mennesker”

Da startup-virksomheden zupply.ai blev inviteret til en pitch-event hos Jyske Bank, var de egentlig ikke på jagt efter en investor. Men da det rette match opstod, greb de chancen alligevel.

Hvis byggebranchen skal blive grønnere, kræver det nye teknologier. Og det er netop derfor, startup’en zupply.ai blev grundlagt.

“Vores fokus har hele tiden været impact, bæredygtighed og cirkulær økonomi. Vi laver skræddersyede apps til fagfolk i byggebranchen, så de kan levere bedre løsninger. Og vi gør det hurtigere og billigere, fordi vi har bygget en softwareplatform, der udvikler apps til branchen baseret på moduler – eller byggeklodser, om man vil,” fortæller Jose “Pepe” Tavares.

Med deres løsning kan zupply.ai bl.a. hjælpe byggebranchen med skræddersyede workflows, digitale tvillinger og automatiseret datavisualisering eller rapportgenerering. Og da branchen er blandt de mindst digitaliserede, kan startup’en rykke rigtig meget – rigtig hurtigt.

Derfor fik virksomheden også hurtigt fart på efter stiftelsen i 2022, hvor den deltog i GreenUP Accelerator. Siden da er der leveret over 50 skræddersyede løsninger til kunder i bl.a. Danmark, Finland, Holland og Canada.

Derfor var de heller ikke aktivt på jagt efter investorer, da de blev inviteret til pitch-eventen hos Jyske Bank som en del af GreenUP Accelerator. Men de fandt en alligevel.

Et uformelt møde

Da Jose “Pepe” Tavares deltog i pitch-eventen hos Jyske Bank i 2023, var det mest som forberedelse til en senere kapitalrejsning.

“Vi var faktisk ikke i gang med en aktiv runde. Selvfølgelig er startups altid i gang med at rejse penge, men vi ville egentlig bare teste vandene ved det her event. Vi havde mest af alt brug for feedback på både produkt og pitch,” fortæller han.

Efter det fem minutter lange pitch var der mulighed for, at investorer og startups kunne mødes i et område, hvor hver startup havde sin egen stand. Her mødte det unge startup flere investorer, som gerne ville dele deres erfaringer og give feedback – præcis som Pepe havde håbet. Men samtalen med Jesper Wismar Thygesen blev mere end bare gode råd.

“Vi snakkede faktisk ikke om penge i starten. Han sagde direkte: Jeg gik hen til jeres stand, fordi jeg kommer fra byggebranchen og blev nysgerrig på jeres virksomhed. Men han havde ikke så meget erfaring med software eller bæredygtighed, så vi talte mest om det. I stedet for at pitche brugte vi bare tiden på at lære hinanden at kende,” siger Jose “Pepe” Tavares.

Senere mødtes de til en kaffe. Ikke for at tale investering – men om livet generelt og for at lære af hinanden. Og da idéen om, at Jesper kunne blive rådgiver, begyndte at tage form, foreslog Pepe, at han også skulle få “skin in the game”. De blev enige om et beløb, gav hinanden hånden – og siden da har Jesper brugt omkring en dag om ugen på at hjælpe zupply.ai.

“Han tror på teamwork og er en kæmpe støtte for os. Jeg spørger ham om alt – fra rekruttering til kommerciel strategi – og han deltager ofte i kundemøder sammen med os. Jeg kan ikke sige nok godt om ham som investor: Han er den bedste, man kan få. Vi taler sammen hver fredag om vores udfordringer, og vi har endda været hjemme hos ham som teambuilding – så vi er superglade for, at vi mødte Jesper til eventet,” fortæller Jose “Pepe” Tavares og afslører, at Jesper Wismar Thygesen senere har reinvesteret.

Det rette match

At zupply.ai og Jesper mødtes til et uformelt event hos Jyske Bank er langt fra enestående. Flere gange om året inviterer banken nemlig sine formuende kunder til at møde udvalgte startups – bl.a. deltagere fra MedTech Growth, GreenUP Accelerator og Danish Tech Challenge – for at skabe de rigtige match.

“Vi har mange kunder, som har valgt at engagere sig på den ene eller anden måde – enten som rådgiver, mentor eller investor. Så jeg har over årene oplevet, at vores kunder faktisk er meget interesserede i det her økosystem,” fortæller Kim Dalsgaard, Erhvervsdirektør for Private Banking Øst i Jyske Bank.

Banken ser stor værdi i at facilitere møderne for alle parter. Kunderne får adgang til startups i en særlig del af økosystemet, og startups får adgang til risikovillig kapital fra erfarne erhvervsfolk. Og netop kombinationen af det særlige setup og “kloge penge” gjorde eventet noget særligt for Jose “Pepe” Tavares.

Mindre events som det her gør det nemmere at lære hinanden at kende, før man forpligter sig. Vi har ikke kun brug for penge – vi har brug for mennesker. Og det her var en god måde at finde det rette match på