Medarbejderaktier bliver mere og mere populære i life science-virksomheder. Det viser en undersøgelse lavet af MedWatch . Her svarer 24% af 670 adspurgte medarbejdere, at deres arbejdsgiver har indført medarbejderaktier inden for det seneste år. Den samme tendens ser Pharmadanmark. I løbet af kun fire år (fra 2019 til 2023) er antallet af privatansatte medlemmer i Pharmadanmark, der har aktieoptioner, fordoblet, så det i 2023 er næsten hvert femte medlem.
Her i artiklen gør vi dig klogere på, hvordan medarbejderaktier kan fungere som et effektivt middel til at rekruttere og fastholde talent i virksomheden.
Hvad betyder medarbejderaktier?
Medarbejderaktier, også kaldet aktieoptioner eller medarbejderaktieprogrammer, er aktier, som medarbejdere får foræret af deres arbejdsgiver eller tilbudt at købe til en lavere pris end deres reelle værdi.
Formålet med medarbejderaktier er at knytte de ansattes interesser tættere til virksomhedens succes og langsigtede resultater.
Fordele ved at tilbyde medarbejderaktier i life science-virksomheder
Den stigende tendens med at tilbyde medarbejderaktier hænger sandsynligvis sammen med, at efterspørgslen og konkurrencen om de rette talenter i life science-branchen er høj. Det gør det værd at investere ekstra i eksisterende og fremtidige nøglemedarbejdere.
Det er værd at investere ekstra i dygtige medarbejdere
Lønningerne i life science er generelt høje. Endda i en sådan grad at det nogle gange kræver ekstra motiverende faktorer oveni den faste lønpakke at gøre et job tilstrækkeligt attraktivt eller fastholde værdifulde medarbejdere. Her har medarbejderaktier vist sig at være et økonomisk incitament, som medarbejdere inden for life science-sektoren reagerer positivt på.
Medarbejderaktier kan dermed være en afgørende faktor på vægtskålen, når en medarbejder eller kandidat skal vælge mellem to jobs.
Her er nogle af de fordele, der er med til at gøre det attraktivt:
-
Medejerskab øger motivationen
Når medarbejdere bliver aktionærer i virksomheden, føler de ofte en stærkere tilknytning til virksomheden. Når virksomheden klarer sig godt, og aktiekursen stiger, får medarbejderne del i succesen gennem værdistigningen af deres aktier. Det kan øge deres motivation for at skabe resultater og bidrage til virksomhedens vækst, da de har en direkte interesse i at virksomheden vækster. Omvendt risikerer de også, at medarbejderaktierne taber værdi, hvis aktiekursen falder. -
Skattemæssige fordele
Medarbejderaktier er i nogle tilfælde skattefrie, når de bliver tildelt. Derudover er der en økonomisk gevinst ved, at de beskattes som aktieindkomst i stedet for personlig indkomst. I 2022 var skatteprocenten 27% for indkomster op til 57.200 kr. (og derefter 42%). Aktieindkomsten beskattes først, når aktierne sælges. -
Engagement og fastholdelse af medarbejdere
En af grundene til at virksomhederne finder medarbejderaktieordninger attraktive er, at de ofte er underlagt en vestingperiode. Det betyder, at medarbejderne bliver belønnet med aktieoptioner, hvis de bliver i virksomheden i en aftalt periode. Aktieoptionerne kan først realiseres på det givne tidspunkt, hvis de stadig er ansat i virksomheden. Dermed skaber det et langsigtet engagement hos medarbejderne, og virksomheden kan fastholde værdifulde medarbejdere i længere tid.
Medarbejderaktier kan fungere på flere måder. Her er de mest almindelige typer:
Medarbejderaktier
Her giver virksomheden medarbejderen aktier som en del af en økonomisk gulerod. Alternativt kan medarbejderen købe aktierne til en fordelagtig pris.
Når medarbejderen får aktierne foræret, påtager vedkommende sig ingen økonomisk risiko. Dog skal medarbejderen betale skat i henhold til de gældende regler for aftalen.
Hvis medarbejderen køber aktierne til en favørkurs, kan vedkommende lide et tab, hvis aktierne sælges til en lavere pris, end de blev købt til.
Aktieoptionsaftale
Til medarbejder- eller ansættelsessamtaler kan virksomheden tilbyde aktieoptioner. Det betyder, at medarbejderen får ret til at købe aktierne i virksomheden på et senere tidspunkt til en aftalt kurs. Det er en ret, men ikke en pligt, og medarbejderen kan sige nej.
Det giver medarbejderen mulighed for at følge udviklingen i virksomheden og tage en beslutning, når optionerne skal konverteres til aktier. Tidspunktet er oftest bestemt på forhånd.
Warrant program
Et warrant-program er en form for incitamentsordning, hvor en virksomhed giver medarbejderne mulighed for at købe aktier i virksomheden til en forudbestemt pris i fremtiden. Warrants fungerer ligesom aktieoptioner, men de adskiller sig ved at være udstedt direkte af virksomheden i stedet for at være udstedt af aktiemarkedet.
Konvertible obligationer
Virksomheden kan tilbyde medarbejderne mulighed for at yde et lån til virksomheden gennem udstedelse af konvertible obligationer. Medarbejderen får løbende renteindtægter af de konvertible obligationer. Senere, når vilkårene for de konvertible obligationer er opfyldt, har medarbejderne mulighed for at konvertere deres lån til aktier i virksomheden. Denne konvertering giver medarbejderne en direkte ejerandel i virksomheden.
Hvis medarbejderen vælger ikke at konvertere deres konvertible obligationer til aktier, fx hvis kursudviklingen betyder at konverteringen ikke er attraktiv, skal de tilbagebetale lånet til virksomheden ved udløb af obligationens løbetid med den pågældende rente.
Life science-virksomheder der har succes med medarbejderaktier
Hvordan påvirker medarbejderaktier life science-virksomhedernes vækst og har det en reel effekt i forhold til at fastholde medarbejderne ?
Det er nemmest at vurdere med afsæt i eksempler fra erhvervslivet.
LeoPharma modtog i 2023 prisen for ”Bedste medarbejderaktieprogram for virksomheder med under 10.000 medarbejdere” af NGO’en GEO, Global Equity Orginization. De indførte i 2021 et medarbejderprogram, der gav de ansatte mulighed for at konvertere 3 pct. af deres månedsløn til aktier gennem hele 2022. 7 ud af 10 af de ansatte i Danmark har valgt at bruge 3 pct. af lønnen på Leo Pharma-aktier og 43 % af medarbejderne på verdensplan.
Biotekfirmaet Expres2ion, der ligger i DTU Science Park, måtte i 2023 efter manglende finansiering skære ned på deres omkostninger og afskedige flere medarbejdere. Derefter blev det endnu vigtigere for dem at fastholde de tilbageblivende, så vigtig viden i organisationen blev sikret.
Da de ikke havde mulighed for at tilbyde deres medarbejdere de højeste lønpakker, måtte virksomhedens ledelse kigge på alternative metoder til at fastholde de tilbageblivende medarbejdere. Derfor besluttede de at tilbyde medarbejderne et warrant program. I warrant programmet bliver personlige KPI’er knyttet op på medarbejderaktier.
Novo Nordisk tror også på fastholdelse af medarbejdere gennem tildeling af medarbejderaktier. De valgte i anledningen af deres 100-års fødselsdag i 2023 at give alle medarbejdere en aktiebonus i form af 37 betingede aktier (restricted stock units), som kan omveksles til Novo Nordisk B-aktier i 2026, forudsat at medarbejderen fortsat er ansat i virksomheden.