Til Funding Bazaar var det hele vendt på hovedet. De fremmødte startups skulle intet andet end at lytte rigtig godt efter, da 18 forskellige fonde, investorer og rådgivere hver især havde to minutter til at pitche de muligheder, de tilbyder i forhold til funding.
Relevant at samle alle på ét sted
Startups har normalt rigtig travlt med at lære sig pitchens kunstart og i tide og utide skyde en knivskarp pitch af sted. For det er ofte den helt rigtige pitch, der kan være afgørende for en startups adgang til funding og markeder. Funding Bazaar i DTU Science Park er den ene dag på året, hvor det hele er omvendt. For tredje år i træk stillede Vækstfonden, Innovationsfonden, Christian Nielsens Fond og mange flere sig på scenen og gav deres pitch til de fremmødte startups:
”Det er rigtig relevant at have alle fondene samlet på ét sted, da det normalt tager meget tid at sætte møder op og komme ud og møde dem alle sammen. Det arbejde, jeg har gjort de sidste par timer, tager normalt flere uger. Her er det fondene, der fortæller dig, hvad de kigger efter, og så kan man selv udvælge, hvem man har behov for at følge op med. Det synes jeg er meget værdifuldt”, fortæller Lise Pape fra startup-virksomheden Walk With Path.
Fond: Vi skal oppe os og forny os
Efter pitchene kunne deltagerne gå på opdagelse på de forskellige stande og tage en uddybende snak med fonde og rådgivere om netop deres muligheder, og det får fondene også meget ud af:
”Til Funding Bazaar kommer vi tæt på mange spændende iværksættere, som har en hel masse spørgsmål. Mange af dem har tekniske spørgsmål til, hvad det betyder, hvis vi går ind som investorer. Jeg synes, det er en god idé, at det er os, der pitcher. Det gør det mere ligeværdigt. Og det gør, at vi lærer at være markedskonforme, at vi hele tiden skal oppe os og forny os, lige som vi beder vores porteføljeselskaber om”, fortæller Christel Piron, CEO i PreSeed Ventures.
Søren Jensen fra Innovationsfonden nikker også genkendende til det effektive ved at møde mange virksomheder på samme sted:
”Vi har sået de første frø til samarbejde med nogle af virksomhederne. Vi har mødt en masse spændende virksomheder, og vi har fået de første afklaringer, så virksomhederne ved, om det er Innovationsfonden, og særligt InnoBooster-programmet, som de skal bruge deres tid på”, fortæller Søren Jensen.
Masser af aftaler med hjem
Funding Bazaar er en årlig tilbagevendende event i DTU Science Park, og både fonde og startups går hvert år hjem med masser af aftaler, som lægger grund til samarbejder og investeringer:
”Jeg har selv fået en liste på syv-otte ting, jeg skal følge op på, når jeg kommer hjem. Jeg skal dele pitch deck og den slags, og så ser vi, om der skal være et næste møde”, slutter Lise Pape fra Walk With Path.