29 november 2017
Artikel

Danish Tech Challenges nye ansigt: “Hardware er ikke usexet”

Scion DTU har fået nyt ansigt som projektleder for Danish Tech Challenge. Camilla Gilbro er en af få kvinder i flokken af hardware-iværksættere, og så er hun modsat mange af deltagerne i acceleratorprogrammet 100 procent generalist og bliver motiveret af at være involveret i alle dele af en virksomhed.

Jeg har altid været fascineret af løsningerne, der kommer fra Danish Tech Challenge og blev hurtigt tiltrukket af miljøet, og det jeg kalder Ole Opfinder-tilgangen. Der er noget betagende ved at bygge og skabe en løsning rent fysisk. Camilla Gilbro Projektleder, Danish Tech Challenge Scion DTU

Det er fredag og sidste dag i endnu en travl uge på Danish Tech Challenge. Det er nu, de deltagende hardwarestartups i bygning 356 i Forskerparken på DTU har travlt, hvis ikke de har løst ugens opgave.

Inden vores interview henvender Camilla Gilbro sig til nogle af startupvirksomhederne for at sikre sig, at de kan aflevere deres materiale til vurdering inden fredagens deadline. Hun er projektleder for Danish Tech Challenge og ansvarlig for, at deltagerne hver uge løser nye udfordringer. Det er Camillas første Danish Tech Challenge-forløb. Men det kan man ikke mærke på hende.

Camilla arbejdede i 2014 for Venture Cup og afholdt sessioner med pitchtræning for netop deltagerne ved Danish Tech Challenge.

”Jeg har altid været fascineret af løsningerne, der kommer fra Danish Tech Challenge og blev hurtigt tiltrukket af miljøet, og det jeg kalder Ole Opfinder-tilgangen. Der er noget betagende ved at bygge og skabe en løsning rent fysisk. Processen, hvor produktet bliver til, er håndgribelig og samtidig enormt kompleks,” siger Camilla.

De komplekse løsninger gør det spændende

Camilla har erfaring fra flere danske og udenlandske startupvirksomheder og en enkelt startupvirksomhed som stifter i rygsækken. Hendes eget startup, Tiny Rebels, var ikke stiftet med en forkærlighed for børnetøj. Men ud fra en ambition om at penetrere et marked i vækst, hvor økologi og bæredygtighed er en trend.

”Lidt ironisk at vi lukkede det tidligere i år,” griner Camilla, der dog endnu ikke har fået stillet sin iværksættersult.

”Jeg får stillet min sult ved at blive udfordret her hver dag. Både gennem mit eget job men også gennem virksomhedernes udfordringer. Danish Tech Challenge ligger så langt fra meget andet, jeg tidligere har beskæftiget mig med. Det er mere komplekse løsninger, og virksomhederne befinder sig på et senere stadie, hvor man virkelig kan tage fat i både marked og produkt. Man kan grave dybere og komme længere med en sparring,” siger Camilla.

Vil fastholde føreposition i hardware-feltet

I det nye år åbner Scion DTU et innovationshus og co-working space, Future Box, der skal danne rammerne for hardware startups. Camilla håber på, at hun bliver en bærende kraft i at positionere Danish Tech Challenge som en del af startupmiljøet og i, at Future Box bliver en integreret aktør i det danske økosystem.

Der sker en masse ting i det nationale startupmiljø. Der har lige været en periode, hvor mange nye programmer og acceleratorer er kommet til. Flere af dem skal nu til at kigge ind ad og tage stilling til, om de skal eksistere.

”Der er ikke et red ocean på hardwareområdet, men vi skal kigge på selve designet af acceleratorforløbet. Vi vil maksimere den energi, der er i programmet og blive endnu bedre til at optimere vores udbytte og sikre, at der er så lidt spildtid som muligt. Personligt vil jeg gerne være med til at skabe en fremdrift og medvirke til, at vi bliver mere synlige,” fortæller Camilla.

Danish Tech Challenge er Danmarks eneste accelerator for hardwarestartups. Det skyldes ifølge Camilla, at mange har svært ved at forholde sig til de højteknologiske løsninger med en ofte lang tidshorisont, og at der en tendens til, at man i Danmark har fokus på forbrugsbaserede softwareløsninger. ”Hardware er ikke usexet, det kan bare være komplekst at forstå,” som hun siger.

Det har ændret sig en smule efter IoT kom til og knyttede hardware til software.

”Det kræver nogle fagspecifikke og specielle kompetencer at udvikle hardwareløsninger. Jeg er flere gange stødt på kompetenceprofiler, jeg ikke har set andre steder, fordi de er så specifikke. Nogle forstår at kombinere deres tekniske profil med kommerciel indsigt. Det er her, det går op i en højere enhed, og det er enormt inspirerende at være vidne til og følge.”

CAMILLA GILBRO BLÅ BOG

Det startede med en studenterstilling i et fintech startup i London under masteruddannelsen i Creative Entrepreneurship. Da hun vendte hjem til Danmark, fik hun først job hos Venture Cup i 2013, og to år senere stiftede hun sin egen virksomhed Tiny Rebels. Under opstarten af virksomheden havde hun jobs først i cykel-startuppet Donkey Republic, der blev skiftet ud med en konsulentstilling i Sealand Capital.

Læs mere om Danish Tech Challenge