Simon Skjøde Jensen, CEO hos MonTa Bioscience
MonTa Bioscience, en spin-out fra DTU, udvikler nye behandlinger mod kræft ved at aktivere kroppens immunforsvar. MonTa’s behandlings løsning startede som et forskningsprojekt på DTU, og i 2019 flyttede selskabet til DTU Science Park i Lyngby, og i 2021 gik projektet ind i klinisk udvikling i kræftpatienter.
Den lægemiddelkandidat, som MonTa Bioscience har udviklet, har til formål at få immunforsvaret til at reagere kraftigere inde i selve tumoren hos en specifik gruppe af modermærkekræftpatienter. Kort forklaret skal behandlingen hjælpe immunforsvaret med bedre at finde og bekæmpe kræftceller.
”Målet er at gøre kræftbehandlingen mere effektiv – især for patienter, som ikke længere har gavn af eksisterende immunterapi”, fortæller Simon Jensen, CEO hos MonTa Bioscience.
Virksomheden er kommet igennem klinisk fase 1a og arbejder nu på deres fase 1b-studie, hvor midlet testes på den specifikke patientgruppe i Danmark og Spanien. Da der arbejdes på patienter, der har haft glæde af immunterapi i første omgang, men som nu oplever resistens mod den klassiske immunterapi, der er godkendt, er patientrekruttering det, der fylder mest for virksomheden lige nu.
De næste 6 måneder er helt afgørende for MonTa Bioscience
Om 6 måneder ved MonTa Bioscience næsten bogstaveligt talt, om de er købt eller solgt.
I selskabet har de valgt at designe et ”Proof-of-Concept studie” med de mest optimale patienter. Inden for det næste halve år vil MonTa Bioscience finde ud af, om data fra deres fase1b forsøg vil have gang på jord, og om de dermed kan gå videre til fase 2. Det kræver dog en betydelig ny investering på 20-40 mio. euro, og der er flere mulighed for, hvordan fase 2 kan finansieres. Det er også muligt, at virksomheden bliver solgt til et stort pharma-selskab indenfor onkologi.
”Om 6 måneder ved vi, hvordan vores data er faldet ud, og om lægemidlet har potentiale – og dermed også om vi kan gå videre med fase 2. Det er en meget spændende tid, og lige nu mærker vi, at flere store pharmavirksomheder også står klar. ” fortæller Simon Jensen, CEO hos Monta Bioscience.