22 april 2022
Artikel

Ny robotklynge er vigtig som aldrig før

Høj efterspørgsel, leverandørproblemer og medarbejdermangel er blot få af de mange udfordringer, robotteknologiske virksomheder står overfor i dag. Behovet for samarbejde har aldrig været vigtigere.

Danmark er en af verdens førende nationer inden for robotteknologi, og industrien er vækstet med hele 12 % bare i 2021. Tallene stammer fra Odense Robotics dugfriske årsrapport, hvor også det strategiske samarbejde med DTU Science Park som robotklyngens sjællandske hub bliver præsenteret. 

Den nye robotklynge giver adgang til ny viden, kompetencer og ressourcer for startups, SMV’er og corporates inden for robotteknologi. Og det er særligt vigtigt i dag, hvor industrien står over for en lang række nye udfordringer. 

 

“Mange virksomheder kæmper med flaskehalse i deres forsyningskæder grundet den geopolitiske situation…”

 

Talent er en kritisk mangelvare 

Den robotteknologiske udvikling har taget fart, og det stiller også nye krav til de enkelte virksomheder. Med den nye robotklynge kan branchen hjælpe hinanden med viden og kompetencer. 

“Klyngen fungerer som en vigtig lim i hele industrien, som består af både forskere, produktionsvirksomheder og leverandører, der har brug for at styrke samarbejdet,”
fortæller Gert W. Josephsen, som er Business Development Manager for Odense Robotics. 

Mange virksomheder har fået øjnene op for det smarte i at automatisere en række arbejdsprocesser, hvilket har skabt større efterspørgsel på robotteknologiske ydelser. Selvom den store efterspørgsel skal ses i et positivt lys, falder udviklingen sammen med en branche, hvor medarbejdermangel er stor og ressourcerne få.  

 

Store internationale problemer med forsyningskæder 

Den geopolitiske situation har også skabt nye og uforudsigelige problemer for en række robotvirksomheder, der har leverandører i udlandet.  

“Mange virksomheder kæmper med flaskehalse i deres forsyningskæder grundet den geopolitiske situation. Det er nu blevet sværere og mere omkostningstungt at få vigtige reservedele hentet hjem – og det går naturligvis udover produktionen,
fortæller Gert W. Josephsen. 

I øjeblikket ser vi en situation, hvor produktionen halter bagud, samtidigt med at leverancen er blevet dyrere. 

Her vil den nye robotklynge gøre det lettere at samarbejde mellem virksomheder, så de kan forblive konkurrencedygtige og opretholde produktionsniveauet: 

“Med den nye robotklynge kan virksomhederne hjælpe hinanden med at få reservedele fra nærområdet, så de kan aflevere deres produkt rettidigt til slutbrugeren,”
siger Gert W. Josephsen. 

 

“Virksomheder får indsigt i robotteknologiens mange muligheder, og robotvirksomhederne får adgang til flere innovative samarbejdsaftaler…”

 

Flere kan drage fordel af robotteknologi 

Der er særligt én udfordring, der blokerer vejen for, at dansk robotteknologi kan forblive konkurrencedygtig på verdensplan. Det er det manglende kendskab til robotteknologiens mange anvendelsesmuligheder.  

For selvom vi på verdensplan for alvor har fået øjnene op for de uanede muligheder ved robotteknologi, halter vi fortsat lidt bagud med den opfattelse herhjemme i Danmark.  

Her er det en kæmpe fordel, at Odense Robotics har valgt DTU Science Park som samarbejdspartner til robotklyngen.  

“Virksomheder i DTU Science Park kan drage fordel af sparring og samarbejde med robotteknologiske virksomheder. Derfor er det helt optimalt, at robotklyngen er placeret i forskerparken, hvor virksomheder får indsigt i robotteknologiens mange muligheder, og robotvirksomhederne får adgang til flere innovative samarbejdsaftaler,”
forklarer Gert. W. Josephsen.  

 

Robotklynge skal accelerere vækst og innovation 

Ifølge Steen Donner, CEO for DTU Science Park, vil forskerparkens community og ekspertise i accelerationsprogrammer hjælpe endnu flere virksomheder til vækst og innovation:  

“Odense Robotics og DTU Science Park udgør den helt perfekte synergi til at facilitere og accelerere robotklyngen. Med vores kombinerede ekspertise og portefølje kan virksomhederne udvide deres netværk og opnå nye spændende samarbejdsaftaler, så virksomhederne får styrket deres muligheder for innovation og vækst.” 

Derudover vil virksomhederne også få adgang til DTU Science Parks to spændende naboer: DTU og FORCE Technology.  

DTU har blandt andet stiftet en klynge for robotforskning, CCAS, og FORCE Technology står bag en lang række forskningsaktiviteter inden for robotteknologi. Og det vil hjælpe virksomhederne med at forblive kreative, løsningsorienterede og at få adgang til en større talentmasse, så industrien fortsat kan konkurrere på verdensplan.  

Vil du være med?  Så læs mere her

 


Kort om Odense Robotics 

Odense Robotics er Danmarks nationale robot-, automations- og droneklynge, som hjælper med at fremme innovation og vækst i robotindustrien på nationalt plan gennem professionelle robotklynger. 

Odense Robotics har klynger i Aalborg, Aarhus, København, Sønderborg og nu DTU Science Park.  

Læs mere om Odense Robotics her