15 juli 2021
Artikel

Nyt testcenter skal gøre brintdrømme og klimaambitioner til virkelighed 

Dansk Gasteknisk Center og Force Technology har fået en bevilling på 6,8 mio. kr. fra Green Labs DK-programmet til at etablere et testcenter for brintteknologi. Centeret bliver det første af sin slags i Danmark og skal hjælpe energisektoren med den krævende, men nødvendige omstilling til brint og Power-to-X. 
Illustration af brintteknologi og vedvarende energi med solceller og vindmøller til nyt testcenter.

Det skriver Force Technology, som ligger i DTU Science Park, i en pressemeddelelse. 

Brint er nøglen til en grønnere energisektor og til at indfri regeringens klimamål. Men en omstilling til brint og Power-to-X kræver et teknologisk og teknisk kvantespring – ikke mindst er der brug for nye og større testfaciliteter. 

Derfor opretter Dansk Gasteknisk Center og Force Technology nu Testcenter for brintteknologi, der skal hjælpe aktørerne i energisektoren med omstillingen til brint. 

En ikke uproblematisk gas
– Brint stiller nye og særlige krav til energisektoren. Det er ikke nogen uproblematisk gas at håndtere, og der er f.eks. en lang række sikkerheds- og miljømæssige aspekter, vi også skal tage højde for.  

-Derfor er gode testfaciliteter en forudsætning for at lykkes, og med Dansk Gasteknisk Center og Force Technologys erfaring på området er det naturligt, at vi går ind og løfter den opgave, siger Helle Gottschalk Nygaard, der er laboratoriechef i Dansk Gasteknisk Center og overordnet projektleder for etablering af Testcenter for brinteknologi, og fortsætter:  

– Med støtten fra EUDP-programmet kan vi allerede nu etablere et avanceret testmiljø til gavn for alle de aktører, der udvikler og markedsfører deres teknologier til et brintmarked, der vil få afgørende betydning for EU-landenes omstilling til vedvarende energi. 

Test, analyse og udvikling
I testcenteret skal der foretages test og analyser inden for produktion, transport og forbrug af brint – f.eks. materialetest, analyse af brintkvalitet, metrologi samt test for virkningsgrad, emission og lækage. Centeret bliver i stand til at servicere alle brintteknologier lige fra kedler og brændselsceller til store sektorkoblende anlæg samt fra kW til GW-størrelse.  

– Formålet med centeret er først og fremmest at støtte og lette udviklingen af brintteknologier, så brint kan levere sit fulde potentiale i et integreret energisystem. 

– Derudover vil centeret stimulere udviklingen af nye brint- og PtX-teknologier og hjælpe dem på markedet. Men det handler ikke blot om at løfte enkelte produkter fra enkelte virksomheder ud på markedet – det handler i lige så høj grad om at give hele området et generelt løft, siger Nicole Ciacotich, afdelingschef i Force Technology. 

Det nye center kommer derfor i høj grad til at søge samarbejde med andre danske aktører og derigennem understøtte den danske styrkeposition inden for grøn energiteknologi, men vil også orientere sig mod især europæisk samarbejde. 

6,8 mio. kr. fra EUDP
Testcenter for brintteknologi bliver til med 6,8 mio. kr. i støtte fra Green Labs DK under Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). 

Testcenteret underbygger den danske energi- og klimapolitik og muliggør en fremtid, hvor brint spiller hovedrollen. Samtidig understøtter centeret sektorkobling – altså det at flytte energi mellem f.eks. el, varme, gas, industri og transportbrændsler. 

 Testcenteret kommer til at ligge ifm. Force Technologys faciliteter i Brøndby og Dansk Gasteknisk Center i Hørsholm, men der vil ud over de stationære testfaciliteter også blive tale om mobile faciliteter, der kan flyttes derhen, hvor behovet er. 

 

Kilde: Søfart.dk 

Jura & regnskab

Disciplinejer: Bach Law og EY

Formål

At sikre at alle de nødvendige virksomhedsdokumenter er på plads og opfylder de lovbestemte krav samt forberede virksomheden på eventuelle fremtidige investeringer. 

At sikre at startup’en kan lave en pålidelig og præcis, finansiel rapportering og styre jeres likviditet, hvilket er grundlæggende for at kunne drive forretning og rapportere til investorer.

Hvordan?
  • 1:1 sparring om hvordan man bruger bogføringssystemer, indberetter moms/skat, opsætter P&L budgetter og likviditetsbudgetter. 
  • 1:1 sparring om, hvordan du bruger værktøjerne og processerne til at være klar til at tiltrække, ansætte og oplære nye ansatte.
  • Du får adgang til skabeloner, som du kan bruge som inspiration til ansættelseskontrakter, direktøraftaler, fortrolighedsaftaler, osv.
Udbytte
  • Budgetter
  • P&L struktur
  • Skat inkl. virksomhedsstruktur
  • Regnskabsaflæggelse