Sikker cykelsti gennem Rude Skov
Rudersdal kommune er klar med en plan for anlægning af en sikker cykelsti igennem Rude Skov. Når denne strækning er etableret, er vejen banet for en supercykelsti hele vejen fra Holte til Helsingør.
Strækningen langs Hørsholm Kongevej igennem Rude Skove er i dag ikke sikker for cyklister, hvilket afholder mange medarbejdere fra at tage cyklen til arbejde. Det er brandærgerligt. Kan vi få flere til at vælge cyklen frem for bilen, får vi en betydelig klimagevinst. Men ikke bare det. At tage cyklen til og fra arbejde er god hverdagsmotion. Det giver markant færre sygedage, reduceret stress og bedre humør.
Regeringen har afsat 195 millioner kroner til etablering af nye supercykelstier i Danmark og Rudersdal Kommune er klar med en ansøgning. For at øge chancerne for succes er der dog brug for masser af gode argumenter og al den opbakning, de kan få. Kommunen har klaret al forarbejdet. Alle tegninger og tilladelser er tegnet og indhentet. Selv Hørsholm Kommune bakker op om forslaget. Nu skal vi som virksomheder også tage ansvar!
Hvad kan vi gøre?
- Vi kan vise vores opbakning til projektet ved at underskrive denne støtteerklæring.
- Og så kan vi cykle. Timingen er perfekt. Maj måned og VI CYKLER TIL ARBEJDE står lige for døren. Hvis vi melder os og vores medarbejdere til kampagnen i hobetal, kan politikere og andre vigtige personer selv se, hvor godt det kan blive for folkesundheden i hele Nordsjælland og for klimaet.
Meld din virksomhed og dine medarbejdere til VI CYKLER TIL ARBEJDE.
Du kan læse mere og nemt tilmelde dig selv og dine kolleger på vcta.dk. Du er også velkommen til at række ud til Sofia Pitt Boserup, kommunikationsmedarbejder hos Gubra på [email protected] og få gode tips til, hvordan man nemt kommer i gang.
Læs mere om hvordan Gubra støtter VI CYKLER TIL ARBEJDE her