SwimCam vinder Danish Tech Challenge 2020 og modtager dermed Industriens Fond Iværksætterpris og 500.000 kr.
SwimCam har udviklet et undervandskamera, som kan hjælpe svømmere og svømmetrænere til at forfine teknikken med et forsinket livefeed direkte fra bassinet. Fokus hos SwimCam har blandt andet være at skabe et kamera, som er nemt og simpelt at bruge, så det kan indgå som et almindeligt element i den daglige træning – i modsætning til de eksisterende og mere komplicerede løsninger, som aldrig kommer ud af redskabsrummet.
Den seneste uge har man kunnet følge finalisterne online gennem pitches og dybdegående interviews, og finalen i Danish Tech Challenge kulminerede i dag med kåringen af vinderen i en video med Kronprins Frederik fra Amalienborg.
”De virksomheder, der har været med i Danish Tech Challenge i år, har sat en helt ny barre for ambition, kreativitet og arbejdsomhed. Vi glæder os også rigtigt meget over en stor diversitet i år, hvor halvdelen af finalisterne er kvinder, og generelt spænder feltet af founders fra 20 til 70 år med alle mulige forskellige faglige baggrunde,” siger Steen Donner, CEO i DTU Science Park, der står bag Danish Tech Challenge sammen med Industriens Fond.
Fra nul til salg på få måneder
I løbet af de sidste fem måneder har et intenst udskillelsesforløb fundet sted bag kulisserne i DTU Science Parks inkubator og accelerator Futurebox, hvor deltagerne flytter ind, når de bliver optaget i Danish Tech Challenge.
For årets vinder har der været ualmindeligt meget fart på:
”Det er fuldstændig fantastisk at stå her og være vinder af en konkurrence med så dygtige startups med så store potentialer. Da vi så alle de andre finalisters pitches, tænkte vi: Dem kommer vi aldrig til at slå! Men vi har virkelig prøvet at rykke hurtigt og eksekvere en masse, så vi er lykkedes med at gå fra en idé til et salg – og en meget tilfreds kunde – på kun otte måneder. Det er en svær øvelse, når man arbejder med hardware. Næste skridt er at komme ud over landets grænser og sælge internationalt – og det skal allerede ske i år”, siger de to co-founders, Thomas Terney og Anders Sandfuss.
Fra iværksættere til vækstvirksomheder
I Danish Tech Challenge får iværksætterne løbende hjælp fra forretningsudviklere og rådgivere inden for mange forskellige områder og i alle afkroge af forretningen. Det skaber en grobund for virksomhedernes levedygtighed og fremtidige vækst.
”Iværksætteri er en svær disciplin. Og særligt hardware-iværksættere står med mange komplekse udfordringer, når den gode idé skal konverteres til et værdiskabende produkt og glade kunder. Med Danish Tech Challenge ønsker vi derfor at hjælpe netop hardware-iværksættere godt i gang på rejsen mod vækst. Evalueringer fra tidligere år viser, at mange af virksomhederne klarer sig godt, og det håber vi selvfølgelig også at både SwimCam og de øvrige deltagere kommer til,” siger Sten Scheibye, bestyrelsesformand i Industriens Fond.
I løbet af accelerationsprogrammets fire måneder indføres virksomhederne i forretningsforståelse, kapitalrejsning, produktudvikling, jura, godkendelsesbehov, markedsføring, salg og meget mere.
Deltagere i Danish Tech Challenge 2020
AmiNIC, Arctic Systems, BIRanalyzer, BrainCapture, Coalescent Mobile Robotics, Flowplan, Glysious, GO-Pen, IMP Scandinavia, June Systems, Kvasir Technologies, Lotus Microsystems, Second Sun, Startak, Sidekick, SwimCam, Syncsense, UDU, Vaerks, ZenzeTech.
Om Danish Tech Challenge
Danish Tech Challenge er et fem måneders intensivt program, hvor deltagerne får adgang til sparring med rådgivere og mentorer, prototypeværksted, investorer og en hovedpræmie i form af Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kroner.
Danish Tech Challenge blev lanceret i 2014 som et udviklingsforløb målrettet teknologiske hardware-iværksættere, der arbejder med at bringe nye, fysiske produkter til markedet. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Industriens Fond og DTU Science Park, og arbejder med virksomhedernes forretningsmodel, team og teknologi med henblik på at skabe en hurtigere vej til markedet.
Tidligere vindere: Nordic Power Converters (2014), MedTrace (2015), Bifrost Communications (2016), Rosenby Engineering (2017), MiWire (2018) og PentaLock (2019).
Tilmeldingen til Danish Tech Challenge 2021 er åben og kan ske på danishtechchallenge.dk.
Yderligere information
Nicolaj Stage, [email protected] eller 21 89 45 24.
Ole Østrup, [email protected] eller 23 80 06 60