19 januar 2024
Artikel

Banebrydende mikroskop vinder Industriens Fonds Iværksætterpris

Efter fem måneders hårdt arbejde er Clair Scientific netop kåret som dette års vinder af Danish Tech Challenge. Clair Scientific har udviklet et state-of-the-art digitalt mikroskop og blev fredag eftermiddag hyldet ved et festligt awardshow i København, hvor den ambitiøse vindervirksomhed modtog Industriens Fonds Iværksætterpris og den medfølgende præmiecheck på 500.000 kroner.

Når små og mellemstore life science-virksomheder og talentfulde forskere vil købe nyt laboratorieudstyr, er det ofte forbundet med kæmpestore udgifter. De høje priser er en udfordring for mange og skaber uoverkommelige barrierer i forhold til at give innovative opdagelser luft under vingerne.

Men med et nyt mikroskop, baseret på helt ny billedteknologi og kunstig intelligens, vil Clair Scientific gøre laboratorieudstyr meget mere tilgængeligt. Mikroskopet er halvt så stort som almindelige mikroskoper og koster kun en fjerdedel.

De to stiftere bag Clair Scientific arbejder ud fra en filosofi om at det skal være muligt for alle at gøre nye opdagelser inden for life science. På den måde kan flere nye teknologier og lægemidler komme hurtigere på markedet og gavne mennesker overalt i verden.

Vi er helt overvældede og overraskede. Det har været en fed oplevelse at være med i Danish Tech Challenge og at få lov at pitche på scenen. Nu skal vi ud og bruge penge på at ansætte flere folk, der kan hjælpe os med at sælge. Vi har et produkt, og nu skal vi ud og nå så mange som muligt. Som forskere har vi selv stået i den situation, hvor vi gerne ville have noget, der virkede, og betale minimalt med penge for det. Vi har selv haft laboratorier, som vi skulle køre, og som vi skulle købe udstyr til. Derfor har vi udviklet noget, som vi selv gerne ville have haft.

Anders Clemen Jakobsen og Hugh Simons
Co-foundere i Clair Scientific

Flere udfordringer for hardware-iværksættere

For iværksættere, der arbejder med hardware og banebrydende teknologi, er vejen fra den gode idé til en gangbar forretning lang. Det skyldes blandt andet, at vejen ofte præges af udfordringer, der særligt rammer hardware-iværksættere – for eksempel de meget langvarige produktudviklingsprocesser og det særligt store kapitalbehov.

Den slags udfordringer kan deltagerne i Danish Tech Challenge godt nikke genkendende til. De laver nemlig innovative produkter baseret på nanoteknologi, medicoteknologi og bioteknologi.

Flere af produkterne udspringer af mange års forskning og når de rammer det globale marked, kan de være med til at løse nogle af vores allerstørste udfordringer, for eksempel inden for sundhed eller klima.

Men inden de når så langt, skal mange ting være på plads. Og netop derfor kan et program som Danish Tech Challenge være en stor hjælp for de teknologitunge iværksættere.

”I DTU Science Park beskæftiger vi os hver eneste dag med højteknologiske virksomheder, og mange af dem arbejder med hardware. Derfor ser vi det som vores naturlige opgave at hjælpe denne type virksomheder. Vi kender deres udfordringer og kan med Danish Tech Challenge sætte de helt rigtige ressourcer i spil, der kan hjælpe den enkelte virksomhed ud over rampen. Det er nogle enormt spændende teknologier, som vi har set i årets deltagerfelt, og det gør os stolte, når vi kan se, at vores hjælp gør dem til mere robuste virksomheder,” siger Steen Donner, CEO i DTU Science Park.

200 hardwarevirksomheder har været igennem

Årets award show var lidt af en milepæl. Sædvanen tro kunne årets vinder kåres og modtage Industriens Fonds Iværksætterpris. Men derudover blev det også fejret, at Danish Tech Challenge har 10-års jubilæum og kan bryste sig af, at 200 startups har været igennem programmet.

For de fleste er det gået rigtig godt. Af alle de foregående års deltagere er 81 procent af virksomhederne stadigvæk aktive og har sammen skabt i omegnen af 1.500 arbejdspladser. Derudover vurderes godt og vel en tiendedel af virksomhederne i dag til at være mere end 100 millioner kroner værd.

Iværksætteri er en svær disciplin. Og for hardwareiværksættere er vejen fra god idé til global omsætning særligt vanskelig. Derfor glæder det mig, at vi med Danish Tech Challenge har designet et attraktivt og relevant acceleratorforløb, der skaber værdi og konkurrenceevne hos en masse iværksættere og hjælper dem med at vokse.

Lars-Peter Søbye
Bestyrelsesformand i Industriens Fond

Lars-Peter Søbye fortsætter:

”Vi kommer til at fokusere yderligere på iværksætteri fremadrettet og arbejder hele tiden med at skabe fremtidens danske erhvervssucceser. Nye virksomheder bidrager nemlig til et dynamisk og innovativt dansk erhvervsliv, og iværksætterne er særligt gode til at udnytte ny teknologi og designe forretningsmodeller der peger langt ud i fremtiden – og den udvikling vil vi naturligvis gerne bidrage til.”

Populært program

Mere end 100 hardware-startups ansøger hvert år om at komme med i Danish Tech Challenge. Programmet har siden 2014 hjulpet teknologitunge hardware-iværksættere med at videreudvikle sig og vokse.

Forberedelserne til næste udgave af Danish Tech Challenge er i fuld gang og vækstparate hardware-iværksættere kan allerede nu kontakte programmet, med henblik på at deltage.

Om Danish Tech Challenge

Danish Tech Challenge er et fem måneders intensivt program, hvor deltagerne får adgang til sparring med rådgivere og mentorer, prototypeværksted, investorer og en hovedpræmie i form af Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kroner. Danish Tech Challenge blev lanceret i 2014 som et udviklingsforløb målrettet teknologiske hardware-iværksættere, der arbejder med at bringe nye, fysiske produkter til markedet. Over 100 hardware startups ansøger hvert år. Programmet gennemføres i et samarbejde mellem Industriens Fond og DTU Science Park.

Tidligere vindere af Danish Tech Challenge

  • 2014: Nordic Power Converters 
  • 2015: MedTrace
  • 2016: Bifrost Communications 
  • 2017: Hydropen (tidligere Rosenby Engineering)
  • 2018: MiWire
  • 2019: PentaLock 
  • 2020: Athlee (tidligere SwimCam)
  • 2021: Simplewire
  • 2022: Droplet IV

Yderligere information

Louise Kammacher
DTU Science Park
[email protected]
20 74 74 21

Anders Brandtoft 
Industriens Fond
[email protected]
31 12 27 43.