ATLANT 3D Nanosystems

Et tilfældigt møde blev til banebrydende forretningsidé

De bedste idéer kommer oftest, når man mindst venter det. Det kan stifteren af ATLANT 3D Nanosystems, Maksym Plakhotnyuk, skrive under på. En virksomhed, der i dag har NASA som kunde.

Det er ofte et problem, der er startskuddet for den perfekte virksomhedsidé.

Sådan var det for Maksym Plakhotnyuk, der for 8 år siden flyttede fra Ukraine til Danmark for at få en Ph.D.-grad i nanoteknologi på DTU.

Under sit studie stødte han på et problem. Hver gang han skulle fremstille nanoenheder til sine eksperimenter, var det overraskende dyrt og kompliceret. Men i stedet for at lade sig frustrere over problemet, begyndte Maksym at se muligheder.

Fra øl til forretningsidé

Under en konference i Barcelona mødte Maksym en anden deltager ved navn Ivan Kundrata. De to havde det tilfælles, at de begge var frustrerede over den komplicerede proces ved at fremstille nanoenheder.  

Det blev til en længere snak, som blev til øl på en bodega og til sidst en forretningsidé, der hurtigt skulle vise sig at få ben at gå på. Og kort efter introducerede Ivan Maksym for professor Julien Bachmann, som senere skulle blive den tredje cofounder.  

De tre besluttede sig for at gå sammen om at føre forretningsidéen ud i livet. De udviklede en ny form for 3D-printer.  

Har udviklet helt særlig 3D-printer

I dag driver Maksym, Ivan og Julien deep tech-virksomheden ATLANT 3D Nanosystems, som har gjort det både lettere, billigere og hurtigere at fremstille mikro- og nanoenheder. Alt sammen ved hjælp af en 3D-printer, som  Maksym og Ivan har udviklet til formålet.   

Deres unikke 3D-printer har også vundet interesse hos NASA, som nu har lagt en billet ind på produktet, der kan hjælpe personalet på den internationale rumstation, når der skal forskes i mikro- og nanoenhedsprototyper.  

Selvom der ikke er nogen tvivl om, at Maksym, Ivan og Julien kan tage æren for virksomhedens store succes, så ville de ikke være nået så langt, som de er den dag i dag, hvis de ikke boede i DTU Science Park. Det fortæller Maksym.  

Læs mere om DTU Science Parks stærke community 
 

Forskerparken: Alt samlet det rette sted

Tilbage i 2019 blev ATLANT 3D Nanosystems deltager i DTU Science Park og Industriens Fonds accelerationsprogram Danish Tech Challenge (DTC), som er Danmarks største accelerationsprogram for hardware startups.  

For Maksym var det her, at han for alvor mærkede, at der skete noget med ATLANT 3D Nanosystems. For foruden det skræddersyede program, som virksomheden deltog i, fik han også udvidet sit netværk med andre ligesindede, som han kunne sparre med – og nogle af dem sparrer han stadig med den dag i dag. 

”Folk her i DTU Science Park er meget motiverede og engagerer sig i et videnstungt community,” fortæller Maksym, som kort efter accelerationsprogrammet besluttede sig for at fortsætte sin vækstrejse i forskerparken. Og det har givet pote.  

Nem adgang til DTU

Maksym har haft stor glæde af den unikke adgang til DTU, som har hjulpet ham med at finde de rette medarbejdere med kompetencer og specialiseringer: 

Vi samarbejder med en del DTU-afdelinger og forskergrupper om R&D og produktudvikling

Dr. Maksym Plakhotnyuk
CEO & Founder, ATLANT 3D Nanosystems

Han nævner også, at han selv deler flittigt ud af egen erfaring til andre virksomheder i DTU Science Park. Det har han en helt særlig grund til at gøre: 

“Jo mere du deler, desto mere styrker du vores community, så flere entreprenører og investorer lokkes hertil,” fortæller han.  

 I dag har ATLANT 3D Nanosystems tre co-founders, 15 fuldtidsmedarbejdere og fem konsulenter. Ved udgangen af 2022 forventer Maksym, at 15 medarbejdere er blevet til 30.  

Og den næste destination på rejsen er at få sendt en 3D-printer ud i rummet for NASA. 

Om ATLANT 3D Nanosystems

ATLANT 3D Nanosystems er en hardware- og deep tech-virksomhed, som er en del af DTU Science Parks inkubations- og accelerationshus, Futurebox.

Virksomheden blev grundlagt i 2018 af de tre co-founders; CEO Maksym Plakhoutnyuk, CTO Ivan Kundrata og CSO Julien Bachmann.

ATLANT 3D Nanosystems udvikler avancerede 3D-printere, der hurtigere og billigere kan fremstille mikro-og nanoenheder til brug i alt fra medicinsk udstyr til mobiler.
Virksomheden retter sig mod det hurtigt voksende R&D-marked for MEMS (Mikro Elektro-Mekaniske Systemer) og sensorer.

Læs mere om dem her.

DTU Science Park huser

319 virksomheder med 5115 medarbejdere